STX
Engelsk A, Spansk A, Fransk A
Til dig hvis du har lyst til …
- At udvikle dine færdigheder i mundtlig og skriftlig engelsk og andre fremmedsprog
- At sætte dig ind i engelsktalende landes kultur, religion og samfund.
- At få indsigt i kultur og samfundsforhold via den læste litteratur, film og billeder samt musik.
- At beskæftige dig med politik og religion i et globalt perspektiv.
At forstå andre menneskers handlinger, motiver, forestillinger og levevilkår.
Karakteristik af studieretningsfagene
Engelsk
I engelsk opnår du viden om og indsigt i engelsksprogede samfund og kulturer. Du erhverver dig sproglige færdigheder og kompetencer, og vil kunne færdes og agere i en global verden, hvor engelsk er et fremtrædende sprog. Du vil få stor indsigt i kultur og samfundsforhold via den læste litteratur, film og billeder. Vi kaster os ud i Poetry Slam, medieanalyse og litteraturens berigende univers.
Fransk
Denne studieretning er for dig, der gerne vil lære verdens smukkeste sprog, fransk, fra bunden og samtidig ønsker at arbejde videre med engelsk på et højt niveau.
Engelsk og fransk er to af de mest udbredte fremmedsprog, og de åbner dørene til både Europa og verden. Engelsk er det globale sprog og samtidig den direkte adgang til Storbritannien, USA og de andre engelsktalende lande i verden. Fransk tales af ca. 300 millioner og giver direkte adgang til Europas største land og er samtidig officielt sprog i Belgien, Luxembourg, Schweiz og Canada. Derudover er fransk et vigtigt kommunikationssprog i store dele af Nord- og Vestafrika.
Igennem undervisningen i fransk får du både et sprogligt grundlag og en indsigt i moderne sprog, kultur og historie i Frankrig og fransktalende lande.
Du lærer at forstå mennesker og de samfund, de lever i. Du lærer at forstå, hvorfor mennesker handler og udtrykker sig, som de gør i musik, film, litteratur, kunst og politiske taler.
Du kan fx komme til at arbejde med emner som: Storbyliv (Paris, Nice etc.), det (multi-)kulturelle samfund, kolonialisme og imperialisme, ulighed og ghettoer, ungdomsliv og identitet og mange andre.
I undervisningen arbejder vi med tekster, TV, film, teater, musik og billeder, hvilket giver gode muligheder for at beskæftige sig med helt aktuelle temaer.
Der er almindeligvis en udvekslingsrejse og/eller en studietur til et land, hvor et af sprogene tales.
Fremtiden:
Denne studieretning giver adgang til lang række videregående uddannelser, især samfundsfaglige og humanistiske uddannelser. Afhængig af hvilke valgfag, du kombinerer studieretningen med, kan du opfylde adgangskravene til endnu flere uddannelser. Se mere i adgangskortet på UG/dk. Vær opmærksom på: Når du går ind på adgangskoret, skal du huske at vælge studieretning.
De gode argumenter:
- Fransk og engelsk – fordi du så kan begå dig i det meste af verden.
- Fransk og engelsk – fordi det er nemmere at lære fransk, når man kan engelsk, da de 2 sprog har mange ord til fælles.
- Fransk og engelsk – fordi engelsk er nødvendigt, men ikke nok i en globaliseret verden.
- Som den ikoniske afdøde Nelson Mandela sagde engang, ”Hvis du taler til en mand på et sprog, han forstår, går det til hans hoved. Hvis du taler til ham på hans eget sprog, går det i hjertet”.
- Fransk – fordi fransk er procedure-sproget i EU, det eneste sprog brugt i overvejelser ved EU’s domstol, og et af arbejdssprogene i FN.
- Fransk og engelsk – fordi du skal kunne læse på mindst et andet sprog end engelsk på videregående uddannelser.
Spansk
Spansk handler om at forstå og snakke med mennesker. Spansk er blandt de tre mest talte sprog, så det spanske sprog er en nøgle til at åbne op for en hel verden af melodiøs musik, spændende serier, interessante influencers, kompleks kultur, fantastiske feriesteder, magisk mad, hårrejsende historie, fremragende film – og ikke mindst masser af positive, poetiske og passionerede personer.
Spanskundervisningen starter på dansk, men med tiden bruger vi det spanske mere og mere. I løbet af de tre år, kan du komme ud for at: Læse om folk fra Latinamerika og Spanien, høre eller selv lave interviews med folk, prøve masser af sjove lege og spil for at indøve grammatik og ordforråd, snakke med dine klassekammerater eller virtuelt med folk fra Guatemala eller Spanien eller andre steder, lave spansk eller mexicansk mad i vores køkken, skrive breve med pennevenner, lære om oprindelige kulturer i Latinamerika og kolonihistorie, danse salsa, høre masser af musik, reflektere over kulturforskelle og meget mere.
Engelsk (A), Spansk (A), Fransk (A) (Engelsk A, Spansk begyndersprog A, Fransk begyndersprog A)